Vi starter med en afklarende samtale

STARTEN PÅ EN REJSE

 

Som så mange andre kvinder har jeg en livshistorie – og jeg har en underlivshistorie. Operationer
af flere omgange, og den sidste var en operation, hvor min livmoder og æggestokke blev fjernet.
Efter den operation var det, som om noget ”forsvandt”. Noget, som havde været engang, var der
ikke mere. Ikke at jeg ikke følte mig i live. Men jeg vidste ikke helt, hvem jeg var i min krop.

​

Det føltes som et tab. Af livskraft og af noget fundamentalt. Og mest af alt føltes det sorgfuldt ikke at
vide, om jeg kunne få det tilbage igen – det, jeg følte var forsvundet.

Rejsen kom til at handle om, hvad det egentlig var, der var forsvundet. Og om det overhovedet var
det rigtige ord at bruge til at beskrive det, der foregik i mig. Det, som jeg forestiller mig, alle
kvinder ved noget om.

På et tidspunkt gik det op for mig, at det slet ikke handlede om at få noget tilbage. Da den
erkendelse ramte mig, føltes den både banal og samtidig dybt bevægende. Det handlede ikke om
at genskabe det, der var, men om at give slip – og træde ind i noget nyt. En hermeneutisk proces.
 

At opdage på ny. At være den, jeg er nu, og skabe mit liv herfra. Men jeg manglede forbilleder.

Jeg kunne ikke se nogen, der havde gået vejen på en måde, jeg fandt genklang i.
Så min rejse begyndte indefra. Den begyndte ved mine slimhinder.
 

MIT FØRSTE MØDE MED MICHAELA

 

Michaela spørger mig, hvordan jeg har det. Jeg føler mig afslappet. Meget afslappet. Hun spørger,
om jeg er klar til yoni mapping. Jeg føler mig klar, og Michaela kravler nu op på briksen og sætter
sig overskrævs på den. Jeg ligger på ryggen og har mine ben rundt om hendes liv. Mine knæ falder
ud til hver side og hviler på hendes lår.

Mit indre billede er, at mine slimhinder er som en tør, gul skolesvamp, og det føler jeg en slags
skam over. Jeg er ked af, at det er sådan. Det føles, som om jeg kan risikere at tørre helt ind og
forsvinde. Men jeg er i hænderne på et menneske, der ved meget om slimhinder og om kvinders
yoni og underliv – om muskler og om krop.

 

Det er så fint og sanseligt, det der foregår. Jeg bliver hele tiden bedt om at sige, hvordan det er, og Michaela laver blide, respektfulde tryk. Jeg er bange for, at det skal begynde at bløde. Men pludselig kan jeg mærke, at det er, som om der bliver åbnet til et reservoir af olie, der flyder ud i mit underliv.

 

Der er puls, og det bliver varmt og fyldigt. Og jeg mærker, hvor meget jeg har savnet netop dét.

Jeg forstår nu sorgen – sorgen over at tro, det var mistet for altid.

 

Men det er det ikke. Det er her. Jeg er her. Jeg føler mig levende. Fyldt med energi.